Mille Marie – IBS, mavesmerter og magtesløshed

I en lang årrække har jeg haft utroligt mange problemer med særligt maven. Jeg har bøvlet med forskellige slags mavesmerter, oppustethed, vekslen mellem forstoppelse og diarré, m.m. Problemerne med maven har altid fyldt meget i min hverdag og taget på både energiniveauet og humøret. Jeg kan heller ikke komme udenom, at det også har haft påvirket min livsglæde i kortere og længere perioder.

Da jeg tog kontakt til Søren, befandt jeg mig i et stadie, hvor jeg ofte var ked af det og sårbar.

Jeg havde utrolig mange tanker og bekymringer, og så mindes jeg også denne følelse af magtesløshed over mit eget liv og generelle tilstand.

På daværende tidspunkt var jeg overbevist om, at maven og mine bekymringer herom var det primære problem, hvorved de andre ting, som jeg gik og døjede med, egentlig bare kom heraf.

Jeg har af flere omgange været forbi lægen uden særlige resultater, men de lidt ‘større’ undersøgelser startede omkring efterskolen. Jeg kom igennem lidt forskelligt, heriblandt en MR-scanning og en kikkertundersøgelse, men der var ikke det store at se. Så jeg fik den snart verdensberømte skraldespandsdiagnose ‘irriteret tyktarm/IBS’ og sendt hjem med opfordringen: “Du skal bare holde dig fra proteinrige fødevarer”. En opfodring, der ikke ligefrem gjorde en betydelig forskel på problemerne.

Herefter prøvede jeg lidt forskellige alternative behandlingsmuligheder, som heller ikke gav det store afkast. Det tættest på hjælp jeg fik var af en mave-/tarmspecialist. Dette var dog under coronapandemien, så det hele gik lidt i vasken – men i bagklogskabens lys ved jeg også, at det ikke havde været holdbart.

Ved Søren havde jeg et online forløb på først 12 sessioner og derefter 5 ekstra.

Det har været sårbart og hårdt, da sandheder til tider kan være svære at se i øjnene. Men hver gang jeg lukkede computeren i, havde jeg gjort mig nye tanker og refleksioner omkring min situation. Så forløbet har hovedsageligt været utrolig lærerigt og givende på flere niveauer. Søren vendte nemlig hele min virkelighed lidt på hovedet: Måske var det ikke maven, der var det primære problem? Og med det i baghovedet fik vi skrabet flere og flere lag af i ønsket om at komme ind til kerneproblemet, som jeg føler, vi har fået gravet frem den dag i dag.

 

Generelt set er jeg en meget sundere udgave af mig selv, fordi jeg har lært at passe bedre på mig selv helt overordnet. Jeg er netop blevet langt mere bevidst om, de signaler min krop sender mig, men vigtigere endnu: jeg er blevet langt bedre til at lytte signalerne – trods følelsen af, at jeg hele tiden lyttede forinden forløbets opstart. Jeg følte, at jeg kendte min krop ud og ind efter så mange år med den som eksperiment – men heldigvis var der stadig meget at lære om den, som virkelig gavner mig i dag.

 

Jeg har til gengæld stadig rigtig meget at lære om mit hoved, min krop og mig selv, og det er dagligt arbejde for mig ikke at ryge tilbage i gamle vaner og tankemønstre. Jeg har dog fået mange forskellige redskaber med mig, som netop hjælper mig med at undgå det. Især i de pressede perioder, som nu ikke længere varer 1,5 måned men nærmere et par dage. Jeg er altså ikke længere magtesløs, og det er jeg så taknemmelig for.

Jeg tager meget forskelligt med fra samarbejdet, da Søren har fået mig til at se, gøre og udforske nye tankemønstre og handlinger. Han har både givet mig meget konkrete redskaber, men også bare nye måder at tænke på. For eksempel har han lært mig at huske på, at min krop faktisk ikke arbejder imod mig men med mig. Den er ikke på tværs bare fordi – den er på tværs af en grund, og ofte er det en god grund. Det er en huskeregel, der især hjælper mig i perioder med mange følelser, travlhed og tusinder af tanker. Heldigvis er det blot ét af de redskaber, som jeg tager op ad rygsækken, når vejen føles lang, stejl og glat.

 

Til dig, der overvejer at snakke med Søren:

Tag en indledende samtale lige meget, hvor meget, du er i tvivl om, hvad der er “galt”, hvad du “fejler” eller hvad, der er problemet.

Jeg blev meget hurtig tryg ved Søren, hvilket selvfølgelig ikke er givet – men der går ikke noget af en ved at tage en uforpligtende snak og mærke, om der er et match ift. kemi. Hvis det føles trygt og rart at åbne op den første gang, så vil det undre mig, at det ikke føles sådan efterfølgende.

 

…og jeg lover, at du ikke går fra forløbet tomhændet. Efter hver session sad jeg med en følelse af at være blevet bare lidt klogere på min krop, mit hoved og mig selv.”